OM FOTOSYNTESE
Nogle dage, især sidst på vinteren, ser man i Oslos gader visse mennesker stå med ansigtet vendt mod solen. I en lysstribe der falder ind mellem to bygninger, på en sydvendt bænk i en ellers frossen park, eller på et tilfældigt gadehjørne på vej fra et ærinde til et andet.
Flere teorier peger på at disse mennesker, på en eller anden måde, har udviklet evnen til fotosyntese. Det er ikke så tydeligt resten af året, hverken for dem selv eller andre. I den lyse tid af den grund at fotosyntesen sker hele tiden, uden at de behøver opsøge lyset, og i den mørkeste tid fordi den del af kroppen, der har ansvaret for syntesen, er i en slags dvale. Men når mørketiden nærmer sig sin ende, vågner dette center til live igen og det udmærker sig som en ren fysisk længsel i disse mennesker, en slags sult efter solens stråler.
De er måske ikke selv klar over det, men inde i deres kroppe gror og ulmer det. De står i deres respektive solstriber og bliver fyldt med underlige grødede fornemmelser og glødende varme. Solens energirige stråler sætter de mindste korn i cellerne i svingninger indtil hele deres væsen dirrer og vibrerer.
Den helt nøjagtige funktion af denne form for fotosyntese er endnu uafklaret, men sikkert er det at disse mennesker bliver ulykkelige, hvis de ikke får mulighed for at være i kontakt med solen på denne afgørende tid af året.
For det meste ser man dem med ansigtet vendt således at solens stråler rammer det i en vinkel på 90 grader. Dette giver det størst mulige areal for solens stråler at dække og det mindst mulige tab af energi. Nogle gange ser man også visse af dem strække de bare håndflader ud i lyset, som om de modtog en gave man må være varsom med.
Disse mennesker fylder hænderne med tilsyneladende ingenting, og når solen igen har sunket lavt nok til at forsvinde bag træerne, går de videre derfra med et indadvendt smil og en hemmelig, ulmende ild i brystkassen.