En glemt ekspedition
Det er starten af april 1909, på en stenet strand inde i en fjord næsten så langt mod nord man kan komme. Her sætter to kvinder deres fødder på land og det skib der har ført dem hertil, sejler væk. Der er stille bortset fra skrigene fra nogle enkelte ismåger over fjorden. I bunden af fjorden løfter en isbræ sit blånende hoved, på den anden side af vandet ses de snedækkede toppe af de massive fjelde. Det er overskyet. Her i starten af april går solen stadig ned, men snart, faktisk allerede omkring den 17. april, er det slut med natten og den endeløse sommerdag tager sin begyndelse.
De to kvinder hed Elenor Brükenfeldt og Vera Marie Wulf. Og nu er det store spørgsmål selvfølgelig:
Hvad skulle de der så langt fra alt?
Det skal besvares så vidt det er muligt i det følgende.
Slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var på en måde den sidste gyldne æra for polarekspeditioner. Hvis man var en europæisk mand med et nogenlunde godt forhold til nogen med penge, og ledte efter en måde at besegle sit heltemod og sin berømmelse på, så var polerne, både nord og syd, så at sige the place to be.
Det er ekspeditioner vi har hørt om: Amundsen, Scott, Nansen, Andrée med flere. Men der har også foregået ekspeditioner som er stort set totalt ukendte i dag, enten fordi de i udgangspunktet var uinteressante, mislykkede (men ikke mislykkede på en tilpas tragisk måde) eller bare oversete af den simple grund at målet for dem hverken var berømmelse eller opvisning af heltemod. Det er sådan en ekspedition nærværende artikel handler om.
Den viden vi har om ekspeditionen stammer fra noter, skitser, dagbøger og optegnelser fundet i og omkring en gammel forladt fangsthytte i området. Genstandene bærer præg af at have været udsat for vejret og tidens hærgen i længere tid, men det har alligevel været muligt, ud fra dem, at få en ide om ekspeditionens mål og metoder.
Ekspeditionen har åbenlyst haft et videnskabeligt formål, men de videnskaber som de to kvinder beskæftigede sig med, har ikke været særligt bredt anerkendte. I et af de fundne dokumenter nævnes forsøg på at finde et sprog, der kan aflæses hos dyr og andre væsener. ”Vi ved at der findes noget her i den endnu uberørte Natur der taler til os. Jeg mener ikke en Gud eller en besjælet Natur, jeg mener Stenene selv, Rypen og Rensdyrene, Lavet der vokser paa Klipperne, ja maaske endda Isen og Sneen”. I dagbogen, der har tilhørt Vera Marie Wulf, nævnes også ”rensdyrenes sange”, og det virker som om de to kvinder i flere dage har fulgt i rensdyrenes spor. Der er ikke nogen konkrete optegnelser af disse såkaldte sange, men Wulf skriver om sangenes cykliske karakter og at de tematisk kredser om blandt andet årets gang og solens skiftende forsvinden og genkomst.
En anden videnskabelig retning, de beskæftiger sig med, er psykokromatismen. Psykokromatisme er en særlig retning indenfor farveteori, der baserer sig på den indre opfattelse af farverne på et givent sted. Det betyder, at når man for eksempel taler om et landskabs psykokromatiske sammensætning, så er det de farver som man har i sit indre, efter at man har set stedet. Det særlige ved psykokromatisme er, at man også kan tale om ikke-steders psykokromatiske sammensætning eller udtryk; for eksempel et digt, en relation eller et begreb. De psykokromatiske ark der er fundet, viser forskellige steder og landskaber fra området de to kvinder har opholdt sig i: fjeldsider, fjorden, kulgruben. Man må forestille sig at de har observeret disse steder gennem længere tid (nogle af arkene har datobetegnelser der strækker sig fra f.eks. juni til oktober), og at de så efterfølgende har lavet optegnelserne, visualiseret ved hjælp af akvareller.
En vigtig kilde til viden om ekspeditionen har været Vera Marie Wulfs dagbog. Selvom den er fragmentarisk og nogle steder sparsomt udfyldt, giver den alligevel et unikt indblik i blandt andet de mentale udfordringer forbundet med en sådan ekspedition. Et uddrag af dagbogen lyder for eksempel således:
Nogle Dage er som endeløse Skumringstimer, noget graat og tungt der lægger sig om Hjertet og Tankerne og man længes uendeligt efter Lys, efter Mennesker med varme Hænder og venlige ord. Nogle Nætter ligger vi vågne i Teltet og lytter til Stenenes rullen på Stranden, Teltdugen der blafrer i Vinden. Hvad gør jeg her, tænker jeg saa. Taagen der ruller ind fra Havet og som dækker Fjeldtoppene, den fylder vores Hoveder og vi bliver langsomme og usikre, som Øgler der har ligget for længe i Skyggen. Jeg tror at vi bare trænger til at se Solen. Vi udfører vores Arbejde pligtskyldigt og uden Følelse for Tiden.
Et tydeligt tegn på at også den endeløse sommerdag altså fik sin afslutning, og at mørket sneg sig ind på de to ekspeditionsdeltagere. En dagbog er en særlig kilde, fordi den er et så personligt dokument. Man har en forventning om at den der skriver, fortæller sandheden. En dagbog er intim og personlig, den er et rum hvor skribenten ikke behøver at redigere sig selv og kan således fyldes med alt det, man egentlig ikke ønsker at afsløre for andre at man er. Alligevel kan der også indgå et element af selviscenesættelse i dagbogsskrivningen, en følelse af at man samtidig skriver for en anden, for at der en dag er nogen, der kan komme til at læse det. Det er en dobbelthed der passer godt til ekspeditionstanken, hvor man ofte kan spørge sig selv, hvad formålet med diverse ekspeditioner egentlig har været – en flugt, en indre rejse, en opvisning af heltemod, et vigtigt bidrag til videnskaben?
Endnu er der ingen der ved præcis hvad der skete med Vera og Elenor. Der er ikke fundet menneskelige rester sammen med de efterladte notater, og det er således fuldt muligt at ekspeditionen simpelthen endte med, at de to kvinder vendte hjem og levede resten af deres liv fuldkommen udenfor offentlighedens søgelys. En anden mulighed er selvfølgelig, at de endte deres liv et sted på Svalbard i ikke umiddelbar nærhed af den hytte, som tydeligvis har været deres primære base. At de ligger bevaret for eftertiden i en isblok et øde sted og venter på at nogen som helst skal komme forbi.
Under alle omstændigheder er i hvert fald en del af historien om dem nu dukket frem af den mørke polarnats glemsel.