dammen jeg granerne
Se også Skogen
Dammen:
Åh så koldt det er i mit hjerte, mit hjerte er en sten på bunden, helt inderst i mig, halvt dækket af mudder og slam, grønne planter med svajende fingre, mit hjerte er hårdt og tungt at bære.
Om sommeren skærer solen næsten lodret ned gennem det brune vand, lange spyd af lys som fiskene danser i og jeg bobler af glæde.
Men det er november nu, løvfaldet er nær slut og jeg er bare et sort spejl, et ensomt sted i skoven, rådnende åkandeblade og vanddrukne rødder, jeg tager imod og giver ingenting tilbage, foruden et isnende udpust i skumringen.
Jeg:
Jeg går ind i skoven i skumringen, jeg går for at møde natten og det kuldslåede emmende vand, jeg træder væk fra stien uden at se mig tilbage.
Jeg går mellem graner og visnende bregner, mellem spøgelseshvide birkestammer og sugende vandløb, mosset er vådt og tungt, mine fødder
forsvinder. Jeg går forbi klippeblokke med sprækker og huler hvorfra mørket siver ud og rører ved mine ben. Først er himlen lyserød mellem trætoppene, så grøn, så dyb blå og snart sort som en bundløs dam.
Granerne:
Vi bryder os ikke om dig eller nogen anden, vi er unge og gamle, sorte og evigt, evigt grønne. For dig er vi bare silhuetter mod himmelen, men for hinanden er vi søskende og kumpaner, hviskende mordhistorier og gåder i skumringen.
Jeg:
Ved dammen tager jeg tøjet af mig. Bunden er blød og slimet når jeg tager det første skridt ud, den tager imod mig uden tøven. Jeg står i vand til skuldrene, til hagen og herfra ser jeg ind mod bredden med lysende øjne. Granerne er bare lidt sortere end himlen, de bevæger sig næsten umærkeligt i vinden. Vandet lugter strengt og råddent, en kælder i nogens forladte hus.
Damkarussen:
Frosten kommer snart måske. Når vandet fryser, ligger jeg på bunden til næste år. Det er også et liv, jeg er ældre end dig allerede. Du som kommer her og roder op i den naturlige orden med dine klodsede hænder og fødder. Du ved vel ingenting om mig. At jeg kan overleve uden oxygen hvis det er nødvendigt? At nogle år har jeg tusind brødre. Og vi lever af smådyr og rådne plantedele.
Nøkken:
Du har ikke set mig, men jeg ser på dig med lysende øjne. Du er kold, du fryser, jeg ser det. Hvorfor kommer du her, hvad vil du? Jeg kan trække dig under vandet og tømme dine lunger for luft, jeg kan kysse dine frosne læber. Hvad vil du her?
Jeg:
Vandet er sort, himlen er sort, jeg står her fortsat, jeg kan ikke mærke mine fødder. Så går jeg op, vandet drypper fra spidserne af mit hår. Jeg ville bare bevæge mig ind i det kolde og se hvad som fandtes der, jeg ville se om dammens hjerte var som mit.
Åh så koldt det er i mit hjerte, mit hjerte er en sten på bunden, helt inderst i mig, halvt dækket af mudder og slam, grønne planter med svajende fingre, mit hjerte er hårdt og tungt at bære.
Om sommeren skærer solen næsten lodret ned gennem det brune vand, lange spyd af lys som fiskene danser i og jeg bobler af glæde.
Men det er november nu, løvfaldet er nær slut og jeg er bare et sort spejl, et ensomt sted i skoven, rådnende åkandeblade og vanddrukne rødder, jeg tager imod og giver ingenting tilbage, foruden et isnende udpust i skumringen.
Jeg:
Jeg går ind i skoven i skumringen, jeg går for at møde natten og det kuldslåede emmende vand, jeg træder væk fra stien uden at se mig tilbage.
Jeg går mellem graner og visnende bregner, mellem spøgelseshvide birkestammer og sugende vandløb, mosset er vådt og tungt, mine fødder
forsvinder. Jeg går forbi klippeblokke med sprækker og huler hvorfra mørket siver ud og rører ved mine ben. Først er himlen lyserød mellem trætoppene, så grøn, så dyb blå og snart sort som en bundløs dam.
Granerne:
Vi bryder os ikke om dig eller nogen anden, vi er unge og gamle, sorte og evigt, evigt grønne. For dig er vi bare silhuetter mod himmelen, men for hinanden er vi søskende og kumpaner, hviskende mordhistorier og gåder i skumringen.
Jeg:
Ved dammen tager jeg tøjet af mig. Bunden er blød og slimet når jeg tager det første skridt ud, den tager imod mig uden tøven. Jeg står i vand til skuldrene, til hagen og herfra ser jeg ind mod bredden med lysende øjne. Granerne er bare lidt sortere end himlen, de bevæger sig næsten umærkeligt i vinden. Vandet lugter strengt og råddent, en kælder i nogens forladte hus.
Damkarussen:
Frosten kommer snart måske. Når vandet fryser, ligger jeg på bunden til næste år. Det er også et liv, jeg er ældre end dig allerede. Du som kommer her og roder op i den naturlige orden med dine klodsede hænder og fødder. Du ved vel ingenting om mig. At jeg kan overleve uden oxygen hvis det er nødvendigt? At nogle år har jeg tusind brødre. Og vi lever af smådyr og rådne plantedele.
Nøkken:
Du har ikke set mig, men jeg ser på dig med lysende øjne. Du er kold, du fryser, jeg ser det. Hvorfor kommer du her, hvad vil du? Jeg kan trække dig under vandet og tømme dine lunger for luft, jeg kan kysse dine frosne læber. Hvad vil du her?
Jeg:
Vandet er sort, himlen er sort, jeg står her fortsat, jeg kan ikke mærke mine fødder. Så går jeg op, vandet drypper fra spidserne af mit hår. Jeg ville bare bevæge mig ind i det kolde og se hvad som fandtes der, jeg ville se om dammens hjerte var som mit.
